Fastsiddende bøjler

Fastsiddende bøjler og ”togskinner”:

Apparatur der er limet fast på tænderne:

Hvis du har fået udleveret elastikker af din tandlæge, som du selv skifter, er det vigtigt, at du fortsætter med den anvisning du har fået. Pas godt på, at du ikke mister elastikkerne og genbrug evt. elastikkerne, hvis du er ved at løbe tør. Hvis en af togskinnerne bliver løse er det vigtigt at du stopper brugen af elastikker. Ring til os hvis du er i tvivl.

Hvad gør jeg, hvis noget på bøjlen stikker:

Hvis der er noget der stikker kan det give sår og smerter, men hvis årsagen findes og ordnes, vil du formentlig mærke en forbedring. Undersøg grundigt hvad der forårsager problemet. Du kan hjælpe dig selv ved at gøre følgende:

-  Har du fået specialvoks fra din tandlæge, kan du komme voksen på den del af bøjlen der stikker. Du skifter voksen i løbet af dagen og ved tandbørstning. Husk at tørlægge først.

-  Prøv om du kan bukke delen der stikker ind mod tanden og væk fra kinden med enden af en teske eller vatpind.

-  Sidste mulighed er at du prøver at klippe det stikkende stykke af med en 3-i-1 negleklipper eller en lille bidtang, husk at spytte stykket ud.

Hvad gør jeg, hvis buen er gået løs bagerst i munden:

Hvis buen er meget blød og tynd, kan den i nogle tilfælde skubbe sig ud af den bagerste metalknap under spisning. Prøv om du forsigtigt kan bukke buen lidt og som ”en sytråd gennem et nåleøje” stikke buen tilbage ind i hullet på metalknappen.

Lykkes det ikke, så ring til os, så vi kan hjælpe dig.

Hvad gør jeg, hvis en metalknap er løs:

Ring til os, så vi kan hjælpe dig.