Førstehjælp ved tandskader

Hvis uheldet er ude er dette det første du skal gøre:
1.  Berolige barnet.
2.  Vask munden forsigtigt, evt. kun en skylning.
3.  Se efter både i overmund og undermund, om der mangler tænder eller tandstykker.

Mælketænder

Søg tandlæge, hvis barnet ikke kan bide sammen pga. tænder, der har flyttet sig, eller hvis tandens nerve kan ses som en rød plet midt på selve brudfladen.  

  • I de fleste andre tilfælde kan du vente til dagen efter og aftale med Tandplejen, hvornår barnet skal ses. 
  • Hvis en mælketand slås helt ud skal den ikke sættes på plads, men gerne medbringes, når barnet ses af tandlægen.

Blivende tænder

  • Hvis tanden er slået helt ud (med rod): Læg tanden i spyt eller mælk. (IKKE VAND). Evt. i munden mellem tænderne og kinden på barnet eller dig selv. Søg tandlæge straks. Bedst indenfor 1/2 time.  
  • Hvis tandkronen er knækket: Led efter stumpen og læg den i vand eller mælk. Tandstumper kan da ofte pålimes tanden igen. 
  • Hvis der er slået et stort stykke af kronen og du kan se en rød plet midt i tanden, er det bedst at søge tandlæge samme dag. 

Mindre skader på blivende tænder, hvor der blot er slået et stykke af, kan godt vente.
Hvis du er i tvivl så ring til Tandplejen for råd og vejledning.