Tænder med plettet emalje

10-20 % af alle børn har én eller flere tænder med det vi kalder for "plettet emalje", og som på fagsprog hedder emalje hypoplasier. Det rammer meget hyppigt 6-årstænderne, men kan ramme alle tænder herunder også mælketænder.

Den "plettede" emalje opstår under tandens dannelse i kæben og skyldes derfor ikke dårlig tandbørstning e.l. Tanden bryder frem med defekter i emaljen og har ofte "pletter" der er gullige, brunlige eller hvidlige. Denne emalje har en ringere hårdhed i forhold til normal emalje og derfor ses ofte et forøget slid eller lige frem brud på emaljen.

Tænderne er ofte følsomme for koldt og varmt, og der er en forøget risiko for at der kommer hul (caries) i tanden. Grundig tandbørstning med fluortandpasta 2 gange dagligt samt begrænsning af søde sager er derfor ekstra vigtigt ved de "plettede" tænder.

På tandklinikken kan vi reparere tanden med en plastfyldning eller en midlertidig krone hvis der er knækket noget af tanden eller den er meget følsom.