Kosten har stor betydning for tændernes sundhed. En alsidig kost, som hele kroppen har behov for, er vigtig. Fødevarestyrelsens anbefalinger bør følges for såvel kroppens skyld som tændernes.
Det er sukkeret i kosten, der er skadeligt for tænderne. I munden findes forskellige bakterier, som omdanner sukker til syre. Syren ødelægger tændernes emalje og der kommer huller. Det er derfor vigtigt at begrænse sukkerholdig kost.
Har man trang til søde sager bør de for tændernes skyld indtages over kort tid. Det afgørende er hvor længe sukkeret er i munden. Sukker omdannes til syre i op til en ½ time efter indtagelse og i denne tid ætses tænderne og der kan komme huller.
God kost giver sunde tænder. Tilbyd jeres barn frugt, grøntsager, brød eller ostestænger til mellemmåltid. Rosiner og figenpålæg vil man ofte forbinde med sund kost, men det er rent faktisk usundt for tænderne, da det klistrer fast på tænderne. Spis det med omtanke, som slik af hensyn til tænderne.