Huller i tænderne

Caries er det, vi i daglig tale kalder huller i tænderne. Caries opstår ved utilstrækkelig tandbørstning dvs. når der er bakteriebelægninger tilstede.

Det er vigtigt at fremhæve, at der kan opstå caries på alle tænder og tandflader i alle aldre, hvis tandbørstningen ikke er tilstrækkelig.

Rene tænder får ikke caries.

I mundhulen findes der altid bakterier og de dannes hele tiden på tændernes overflade. Bakterierne omdanner sukker til syre og det er syren, der ætser og opløser tændernes emalje. Dette er starten på caries, hvis bakteriebelægninger ikke børstes væk.

Hold særligt øje med tænder i frembrud. Bakterier kan lettere side "i fred" på en tand der ikke er fuld frembrudt.

Begyndende caries

I starten vil begyndende caries ikke altid kunne ses med det blotte øje. Der er ikke direkte hul ind i tanden. Det vil ses som hvide kridtstreger på tandens overflade, typisk langs tandkødsranden eller der ses en mørk plet på tyggefladen.

Opdages caries i dette stadie, er der gode muligheder for at standse det uden brug af boremaskine hos tandlægen, f.eks. med fluorbehandling, lakeringer, tandtråd og god mundhygiejne.

Behandling af caries

Når caries er nået til det stadie, der kræver fyldning skal tanden renses for bakterier og ødelagt tandvæv ved, at bore i tanden og derefter fyldes med plast.

Ved behandlinger tilbyder vi alle former for bedøvelse. Vi lægger stor vægt på, at alt foregår så barnet føler sig tryg.